Nichemediehuset fortsætter den internationale ekspansion med lanceringen af FinansWatch i Sverige. Det er Watch Mediers første branchemedie på det svenske marked.
Beslutningstagerne i og omkring den svenske finanssektor har fået et nyt branchemedie. Watch Medier sendte her til morgen FinansWatch i luften i Sverige og indleder dermed næste fase af sin internationale vækstrejse.
Det hurtigt voksende mediehus udgiver nu digitale nichemedier i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
“Det er en stor dag for os. Vi tror på, at der behov for et uafhængigt medie, der med kritisk og fair erhvervsjournalistik går helt tæt på den svenske finanssektor. Vi har brugt de seneste måneder på at sammensætte en stærk redaktion, og vi er meget begejstrede for endelig at være i gang” siger Rasmus Emborg, Editorial Director i Watch Medier.
Redaktør for det nye medie er Jesper Mothander, der kommer fra Dagens Industri. Han står i spidsen for en dedikeret redaktion af erhvervsjournalister, der får base i det svenske finansdistrikt i Stockholm.
Herfra udsendes to daglige nyhedsbreve om virksomheder og nøglepersoner i den svenske finanssektor, ligesom redaktionen løbende opdaterer på finanswatch.se.
Med lanceringen dækker Watch Medier nu finanssektoren fra både København, Oslo, Frankfurt og Stockholm. Og dermed er der skruet yderligere op for den internationale værkstrategi, der blev introduceret med lanceringen i Norge og Tyskland i 2020.
“Vi har aldrig lagt skjul på vores internationale ambitioner og har i både Norge og Tyskland fået bekræftet, at der også uden for landets grænser er efterspørgsel efter seriøs og balanceret branchejournalistik, der gør beslutningstagere i erhvervslivet klogere på deres brancher” siger Anders Heering, adm. direktør i Watch Medier.
“Derfor er vi nu klar til at fortsætte vores vækst på et marked, som vi længe har haft på radaren. Vi er ikke i tvivl om potentialet, og vi overbeviste om, at vi ved at kombinere vores koncept og vores erfaring med hårdt arbejde, ydmyghed og tålmodighed kan forløse det og skabe en succes.”
Watch Medier er ejet af JP/Politikens Hus og udgiver nu 27 digitale og abonnementsmedier i Danmark, Norge, Tyskland og Sverige. I alt 240 medarbejdere arbejder fra kontorer i København, Aarhus, New York, Frankfurt, Köln og Oslo – og nu også Stockholm.